Tekster
D. 18.07.25.
Det er nu lidt mere end et halvt år siden, at Lars døde. Vores fælles ejendom udvikler sig hele tiden, der bliver fældet og plantet nyt, det er, som det skal være.
Jeg ville så gerne have set, hvordan stedet her udvikler sig, sammen med Lars. Det er jo et lille skovbrug. Det skal vedligeholdes, og det bliver det. Der er fældet et stort stykke Nobilis, og nu skal det plantes til med en blanding af Valnød, Kirsebær og Platan. Vi er allerede i gang med et valnøddeprojekt. Samtidig er der ryddet flere steder, hvor nåletræerne var færdige, for gamle, udgåede.
Men det er mig alene, der ser det. Alene nu. Og jeg er ufatteligt taknemmelig over at se udviklingen! Taknemmelig over, at jeg har helbred og liv til at glæde mig over det! Så Lars er med, men med den plads, han skal have her i forhold til min virkelighed.
Jeg tror, at det er det med taknemmeligheden! Jeg skal ikke ud at rejse, ikke flintre rundt til alt muligt! Jeg har mere end nok i, at se solen ramme de tilbageværende træstammer i det nyryddede stykke. Og glæden over mine skovfolk, mine hjælpere, og alle mine dejlige venner. Det er morsomt, at alle sygdomsårene pludselig rykker rigtigt meget i baggrunden, i stedet står min nutid.
Her til morgen gik jeg rundt for at se alt det, der er sket den sidste uges tid. Jeg har endnu ikke set det hele. Men jeg har set så meget, at jeg ved, at mit liv er i nutid – og i fremtid.